Det praktiske…

Hvorfor vælge privat pasning hos Vester Nebel Private Pasning?
Dit barn får en god og tryg hverdag med stor fokus på natur og motorik. Fleksible åbningstider Ingen gæstebørn (giver en rolig hverdag og mindre sygdom) Pasning af samme dagplejer hver dag (giver en tryg hverdag)  Vi har en ny ladcykel med el-motor, og kan derfor komme vidt omkring 🙂 Privat dagpleje er et tilbud, der kan sammensættes efter jeres behov for børnepasning.
  Valget af den private dagplejer er helt personligt, fordi det ikke er en, man får tildelt. Det betyder meget for forholdet mellem dagplejer og forældre. Der er ingen nedskæringer og forringelser pga. økonomi.

Hvordan kommer vi i gang?

Først skal I aftale tid til et kontaktmøde, hvor vi kan møde hinanden og få sat ansigter på. Vi ser om der er kemi, I ser hjemmet og omgivelserne, jeg lytter til jeres forventninger og fortæller om dagplejen.

Føler I jer trygge ved at skulle overlade pasningen af jeres barn til mig, så får I en pasningsaftale med hjem, der skal returneres i underskrevet stand. Vi kan også udfylde den sammen med det samme. 

Når I har returneret en underskrevet kontakt, skal der søges om tilskud til privat pasning hos Kolding Kommune. Det er meget nemt og vi gør det sammen.

Jeres barn er nu klar til at starte hos Vester Nebel Private Pasningsordning.  

Starten:
Den bedste start sikres ved at forberede sig godt. Kom gerne og besøg dagplejen inden barnet starter. Spørg løs – jo mere tryg I som forældre er, jo nemmere er det at aflevere barnet.  

En vigtig forberedelse for jer som forældre er, at være klar til at give slip på jeres barn. Selv verdens bedste dagplejer, kan ikke gøre barnet trygt, hvis forældrene ikke er klar til at give slip på deres barn. For både forældre og barn er det første farvel svært! Sæt derfor god tid af til indkøring. Når barnet indkøres, er det helt normalt, at det reagerer med gråd og fortvivlelse. Gå, når du har besluttet dig – også selv om dit barn er ked af det. Gråden stopper ofte, når forældrene er ude af syne. 

Fortæl mig om jeres barn. Hvad kan dit barn lide og ikke lide? Hvordan oplever du dit barn? Er der særlige ritualer eller kendetegn? Hvordan er dets temperament? Er der særlige hensyn? 

Det er vigtigt, at jeres barn får tryghed gennem en fast rutine i indkøringsforløbet. Hverdagen for et lille barn skal helst være forudsigelig. Efter den første uge, og i hele indkøringsperioden, bør barnet derfor helst afleveres oghentes samme tid hver dag. For at opnå en fast rutine er det en god idé, at barnet kommer i dagplejen dagligt i indkøringsperioden.

I skal medbringe:
– Barnevogn med godkendt sele.
– Fluenet og regnslag.
– Dyne + pude.
– Sutter og sovedyr.
– Skiftetøj – gerne 2 sæt.
– Udetøj + fodtøj der passer til årstiden.
– Zinksalve + solcreme.
– Forsikring: Husk at tegne forsikring på jeres barn. 

Jeg sørger for:
– Mad
– Frugt og grønt
– Bleer
– Vaskeklude
– Hagesmække
– Samtlige udgifter til udflugter og lign. 
– En årlig udflugt til Givskud Zoo
– Fødselsdagsgave til barnet (fra de andre børn)
– Julegave til mor og far
… og selvfølgelig verdens bedste pasning af jeres barn 🙂 

Ferie og fridage:
Vester Nebel Private Pasningsordning holder som udgangspunkt ferielukket i følgende perioder:
• Uge 7 (skolernes vinterferie)
• Påskeferie (de 3 dage mellem Palme søndag og Skærtorsdag)
• Fredag efter Kr. Himmelfartsdag
• Grundlovsdag
• Sommerferie (3 uger, normalt er det fredag i uge 27 samt ugerne 28+29+30)
• Uge 42 (skolernes efterårsferie)
• Juleferie (23. december til 2. januar – begge dage inklusive)